I mere end ti år, over 5 plader, har den eventyrlystne sangerinde Sys Bjerre fået danskerne til både at grine og fælde en tåre, når hun med vort modersmål forrest har indtaget radiobølgerne, bilens cd-afspiller og scenerne i hele landet.
Debutalbummet Gør Det Selv høstede 5xPlatin, ikke mindst på grund af landeplagen Malene, som stadig spilles flittigt den dag i dag, både i radioen og ude i øvelokalerne rundt omkring i landet. Mange af Sys Bjerres sange har fundet vej ind i de danske sangbøger og de senere år har fællesskabet og fællessangen optaget hende særligt meget, og hendes præcise tekster og fængende melodier er som skræddersyet til denne genre. I 2015 udkom ’12 Salmer Til Det Moderne Menneske’, hvoraf to er optaget i ’Kirkesangbogen’ og nu også to i den nye udgave af Højskolesangbogen.
I 2021 udgav hun albummet Lad Os Lave Noget Smukt Før Vi Dør som bl.a. fik denne fine anmeldelse: Et naturtalent med smil i stemmen i POV Internatnional.
Ud over at skrive musik til sig selv og til den danske sangskat, har Sys Bjerre også bidraget med sange til musicals, tv-shows, julekalendere, til børneunderholdning og selvfølgelig også til andre kunstnere.
Hvis du vil vide en hel masse mere om Sys kan du med fordel gå ind på den officielle fanside hvor Peter Jensen igennem en årrække har kurateret imponerende indhold.